din mentale sundhed under Corona

10 hjælpende råd til din mentale sundhed under Corona

For at være ærlig, sad jeg og kiggede på min to-do-liste over arbejdsopgaver og min “nu-har-jeg-jo-endelig-tid-til-XXXX”-listen. Men jeg kunne ingen energi finde. Det hele kan virke uoverskueligt pt, når man underliggende har en konstant frygt for, hvad der i sidste ende kan ske for ens forretning, familie og vores verden.

Derfor synes jeg egentligt, at det var vigtigere at skrive dette indlæg. En lille reminder til alle – inklusiv mig selv – om hvad man KAN gøre, for at hjælpe ens mentale helbred i Covid-19 påvirket tid.

 

  1. Kontrollér dit nyhedsindtag.

Det er skadeligt, lad mig gentage! Skadeligt at tjekke nyheder (især de sensationslystne) hver 20. minut. Det er supervigtigt, at vi er informerede, og derved kan opføre os mest hensynsfuldt for os selv og andre. Men vælg de medier, der skriver sagligt, og ikke blæser en storm i en kop vand som click-bait. Jeg holder det selv til én update efter jeg har fået morgenmad, og til én kl. 18.00. Jeg bruger her TV2 news eller live TV-AVISEN fra DR over nettet.

 

  1. Meditér.

Selv hvis du ikke har prøvet meditation før, eller synes det er fjollet: Prøv det i denne tid, det er guld værd, og får mig bogstaveligt talt fra ængstelig til tilpas i løbet af 10 min. Jeg bruger selv guidede meditationer, altså en app med lydfiler, hvor en person fortæller mig, hvordan jeg skal gøre. Jeg har brugt Calm-appen, som jeg synes er bedst. Find den i din app store.

 

  1. Musik

Den her er skøn, især hvis du er alene. Stilheden kan være en sund ting at lære at være tilpas i. Men præcis i disse tider, hvor humør er presset, kan en god omgang musik hjælpe enormt på ens sindsstemning. Prøv hvad der fungerer for dig. Afslappende klassisk musik (som jeg lytter til lige nu), varm soul eller RnB, måske er julemusik det du har brug for nu eller skal der gang i den med dansetoner? Prøv dig frem og sørg for at tænde for musikken, når tankerne går for meget i det mørke.

 

  1. Bevægelse 

Du kan nærmest se det for dig, hvad 14 dage på en sofa vil gøre. Langsomt vil du falde dybere og dybere ned i et hul. Forsøg i stedet at få pulsen op hver dag, for at hjernen udløser de gode stoffer til os og vores humør. Find hjemmetræning online (der er massere på YouTube), løb rundt i din have eller om dit hus. Eller gå en tur (med respektfuld afstand til andre selvfølgelig). Find måske et naturområde, ikke alle kender til, og gå lidt på opdagelse, pluk blomster og mærk den smukke forårsnatur omkring dig.

 

  1. Luft

Som nævnt før: Husk at komme lidt ud. Og husk at lufte ud i alle værelser i dit hjem – hver dag. Ilt til hjernen og kroppen er pt. ekstra vigtigt!

 

  1. Vær sammen – hver for sig

Søg social aktivitet, hvor du kan. FaceTime/Skype med familie og venner dagligt. Kig telefonbogen igennem: Hvem er det lang tid siden, du har talt med? Ville mormor blive glad for et opkald – få det gjort! Isolation er en torturform, og vi må aktivt sørge for at tilvælge mennesker, så vidt vi kan, med de redskaber vi har. Måske det endda kunne være tiden, hvor du fik talt om nogle af de ‘store’ emner med folkene omkring dig. Så længe du husker at tale ud fra kærlighed, ærlighed og forståelse.

 

  1. Træn din hjerne                                                                

Jeg har altid fundet det interessant, at når vi skal sove – altså der hvor det giver absolut mest mening, at hjernen ’tier stille’ – synes at være det tidspunkt, hvor den er aller mest aktiv. Aktiv med at minde mig om ting jeg har gjort forkert, ting jeg ikke har fået gjort osv. Hjernen er altså ikke konstruktiv af sig selv. Hvis den var det, ville den tænke sommermarker, og alt det dejlige, når vi skulle sove. Den har altså brug for styring og hjælp. I perioder hvor min hjerne løber fra mig med dårlige tanker, skriver jeg ned, hvad jeg tænker. Hvad jeg frygter. Så forsøger jeg derfra at tænke konstruktivt. Tale til mig selv, som jeg ville til min bedste veninde. Hvad KAN jeg gøre i den her situation? Hvad KAN jeg gøre for min virksomhed, for mig selv og min familie? Hvad har jeg at være glad og taknemmelig over – selv om det er småting nogle gange. Og så at lægge en plan for min dag derfra. Det lyder simpelt, men prøv det og vend tilbage til mig.

 

  1. Hyg!                                                                                          

Grunden til vi stiftede Cozy, var og er, at vi mener hygge gør livet værd at leve. Vi har brug for små åndehuller, hvor vi bare laver ting der får os til at slappe af, smile indvendigt og føle nydelse og velbehag. Se det her som tiden, hvor du skal gå i et overdrev med hyggen. Husk stearinlys. Husk lækkert sengetøj. Husk behageligt tøj. Husk en blomst i stuen. Lav mad. Tænk comfort food! Lav din yndlingscocktail og se dine yndlingsfilm (hvem sagde Harry Potter?!). Spil spil. Vi kommer til at komme med endnu flere hyggeråd på Cozy Universe og vores Instagram.

 

  1. Tal om det                                                                                            

Det er helt ekstraordinære tider, og det er fuldstændigt naturligt, at mange vil opleve følelser som angst, stress eller at føle sig depressiv. Sørg for at tale med nogen om dette. Enten venner og familie eller find forummer online, hvor man også kan finde hotlines og psykologer, hvis det stikker dybere.

 

  1. Struktur                                                                                

Det hjælper dit sind at skabe ‘en hverdag’ i den nye hverdag. Stå i ugedagene op på det samme tidspunkt. Fyld dagen med ting du ved er godt for dig. Fx. en daglig motionstime, daglig afsat tid til arbejde, faste måltider, tid til at ringe/Facetime folk du holder af, daglig tid til kage – lav et nyt skema og forsøg at følge det for at undgå kuller.

2 kommentarer til “10 hjælpende råd til din mentale sundhed under Corona”

  1. Tilføjelse til punkt 3 og 4, selvom vi efterhånden er kommet lidt ud på den anden side: Dans gerne tosset til din yndlingsmusik, imens du synger med. Det er for skønt i disse dage, hvor man ikke kan holde fester og tage ud på byens dansegulve.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

FÅ 20% RABAT

PÅ DIN FØRSTE ORDRE

SEND MIG NU, TAK!

BONUS: Du modtager samtidigt adgang til:

• De lækreste – og nemmeste – comfort food opskrifter

• Hygge-interviews med dine favorit celebs

• Livsændrende selvpleje tips

*du bliver tilmeldt Club Cozy nyhedsbrev!