Forstil dig den lækreste, svampede, konfektagtige chokoladekage og så med lidt ekstra dybde og nøddenoter i smagen – så lækkert!
I min familie var Frankrig for det meste sommerens feriemål. Og meget af min mad-opvækst er kraftigt frankofilt. Noget, jeg husker tydeligt, var en kastanjecreme, min mor købte med hjem fra Frankrig og lavede en fantastisk chokolade-kastanjekage af. Nu kan man få kastanjecreme i de fleste velassorterede supermarkeder, så du kan også være med, selvom turen ikke går til la France.
125 g smør
125 g mørk chokolade
1 dåse kastanjecreme, 200 ml
3 æg
lys chokolade til toppen
evt. friske brombær eller blåbær
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Smelt langsomt smør og chokolade i en gryde og rør undervejs. Lad det køle lidt ned, hæld det i en skål og bland det med kastanjecremen. Pisk æggene i. Smør et tærtefad og hæld dejen i. Bag kagen i 30 minutter. Hold øje med den. Den må ikke få for meget, men skal være som konfekt. Bræk den lyse chokolade i mindre stykker. Læg dem direkte oven på den helt varme kage, så stykkerne smelter ud over den. Server gerne med friske brombær eller blåbær.