How-to: Goalsetting – sådan opnår du dine drømme!

Kender du følelsen af at flyde lidt rundt i dit liv uden ordentlig fremdrift? Som en badebold på uroligt hav drøner du rundt mellem en masse gøremål. Du er travl, men opnår ikke rigtigt noget, som gør dig oprigtigt glad eller stolt?
Goalsetting kan være et fantastisk værktøj for dig! En måde at få mærket efter på, og husket hvad der rent faktisk betyder noget for dig. Og dernæst en metode til at få lavet de konkrete planer, der får dig derhen. Lad os tilføje ‘goalsetting’ til din værktøjskasse idag!

 

Introduktion til goalsetting
I får i denne artikel min (Julie Z) version af goalsetting: hvad jeg har testet gennem årene, og fundet ud af virker for mig. Lad os kaste os ud i det!

Goalsetting er nemt og for alle. Det kræver ikke andet end papir, pen og tid. Og den tid, er tæt på den bedste investering, du kan gøre i dig selv og din lykke. Hvis du ikke har tiden nu, så lav en aftale med dig selv næste uge OG KOM DET I KALENDEREN;)

Goalsetting kan lyde amerikaniseret og smart-i-en-fart. Men det er uhyggeligt, hvor effektivt noget der er så enkelt, kan være. Da jeg begyndte for 2 år siden, kunne jeg se hvilke kvantespring jeg tog privat og professionelt. Vi løber alle rundt, og har en ide om hvad drømmen er for os. En dag vil jeg være mor, en dag vil jeg være direktør, en dag vil jeg være rig, en dag vil jeg være lykkelig. Og selvom det er det, vi allerhelst vil i verden, sætter vi os ikke ned, og er organiseret omkring det – laver planen og noterer tjek-op i kalenderen! Vi hopper på vægten for at tjekke kroppen en gang imellem, men vi har ikke tjek-op for vores drømme – indtil nu!

 

Hvordan du goalsetter – overordnet

Jeg har 6 kategorier jeg goalsetter indenfor:

  • Arbejde
  • Love (altså: kærlighed, ikke jura;)
  • Sundhed
  • Familie & venner
  • Mental
  • Materiel/økonomi

Hvis du ikke har goalsat før, vil jeg anbefale dig at lave for 10 og 3 år, før du laver for 1 år. I den rækkefølge får du nemlig gjort dig nogle tanker om, hvad der er vigtig for dig på sigt. De store drømme. Og derved bliver det også nemmere af finde ud af, om dine mål for 1 år får dig i den rigtige retning. Disse planer behøver ikke alle blive lavet på en dag. Lad det evt. være et projekt for dig over den næste måned, så det bliver hyggeligt og ikke overvældende. Du kan SAGTENS det her:)

 

Hvordan – helt konkret

Lad os tage for 1 år som eksempel (princippet er det samme for 10 og 3 år).

MÅL

  • Notér de 6 kategorier på 2 A4 sider med plads imellem kategorierne (der skal være plads til 5 linjer mellem hver kategori).
  • Skriv nu 5 mål under hver kategori

Gør målene ambitiøse og store, men opnåelige indenfor tidsrammen (her 1 år).
Vær positiv i måden du skriver dem på (læs mere under ‘principper’ længere nede)
Giv dig selv tid og lov til at sidde og mærke efter. Ikke alt står nødvendigvis klart med det samme. Denne tid er for dig. Sid lidt, træk vejret ned i maven og luk øjnene hvis nødvendigt. Hvad vil gøre dig aller mest glad? Hvad vil gøre dig mest lykkelig at opnå indenfor de næste 12 måneder arbejds-, kærligheds-, sundheds-, familiemæssigt og metalt og materielt?

EKSEMPEL PÅ ET MÅL:

Kategori: Mental

Mål: Jeg vil gerne være tilpas i sociale sammenhænge, og ikke opleve angst eller stress.

 

PLANEN

  • På to nye sider skal du nu til planen for dine mål indenfor én kategori
  • Skriv de 5 specifikke mål for én kategori ned på 2 sider, med plads imellem målene. Målene bliver derfor ‘overskrifterne’ nu, hvorefter der skal være plads til 5 nye linjer under hvert mål.
  • Notér nu, på linjerne under hver enkelt mål, 5 tiltag du kan gøre, for at nærme dig eller nå målet.
  • Vurdér hvor lang tid du skal have, til at udføre hver enkelt tiltag. Skriv dette tidsrum ud for hvert tiltag. Vælg en deadline, og kom denne i din kalender
  • Hvis du bruger et to-do-liste-system (GØR DET;), noterer du alle tiltag for alle kategorier her, så du kan se dem, og handle på dem daglig. Jeg bruger Wunderlist og Trello til daglig to-do-liste (find dem i App Store) NOTE: du behøver ikke komme tiltag for 3 og 10 år i to-do-liste og kalender. Kun for 1 år.
  • Lav en notifikation i din kalender en dag hver 3. uge, hvor du sidder en time, og gennemgår dine lister. Denne time ser du, hvor langt du er kommet, og laver en ærlig lille dagbogsstatus for dig selv. Jeg har en notesbog til mine goals, men normalt papir er fiiiint! Dagbogsstatus kan være: “Jeg er stadig igang med dette, men der er sket disse fremskridt.”, “Jeg er gået i stå her, men jeg har tænkt mig at gøre…” eller fx: “Jeg har allerede nået dette tiltag – endda på halvdelen af tiden!”.

EKSEMPEL PÅ 5 TILTAG:

Kategori: Mental. 1 af de 5 Mentale mål: Jeg vil gerne være tilpas i sociale sammenhænge, og ikke opleve angst eller stress.

5 tiltag for det mål:

1) Forhør mig om en god psykolog – evt. hos læge, så det kan dækkes. (indenfor 2 uger)

2) Prøve meditation over to uger, for at se om det hjælper (undersøg hvilke apps der er gode). (start næste uge)

3) Undersøg om kost og motion kan hjælpe på mentale udfordringer. (indenfor 1 uge)

4) Fortæl mine nærmeste, at jeg har en udfordring med social angst (evt. i en sms), så de ved det, og kan tage hensyn/hjælpe. (imorgen)

5) Give mig selv luft i min kalender. Aflys aftaler der ikke er nødvendige, så jeg ikke presser mig selv for meget. (start næste uge)

 

 

Principper – der hjælper i din Goalsetting!

Forpligtelse
Forpligt dig mentalt til tanken om at opgaven skal løses, sig det højt til dig selv. Og det, at du noterer dine mål, hjælper med forpligtelsen på bevidst og underbevidst plan. Find også gerne en partner du stoler på, og del dine mål med den person. Sig højt til din kæreste, mor eller veninde at du gerne vil nå dette mål, og at de hjælper dig, ved at tjekke op på det – spørge dig hvordan det går. Derudover hjælper du på forpligtelsen, ved at notere optjekningstider i din kalender. Som sagt gerne både deadlines for hver enkelt tiltag og genrelle check-ups hver 3 uge.

Vær klar og specifik om målet
‘At have et godt job’ er ikke klart nok. Og din hjerne bliver hverken begejstret eller motiveret. Giv dig selv lidt tid med pennen i hånden. Tænk. Mærk. Hvad er et godt job for dig. Hvor er det. Hvordan ser en dag ud. Hvad arbejder du med. Hvad opnår du ved jobbet. Ved at sidde og reflektere over dette, og blive specifik, vil din hjerne begynde at kredse mere i disse baner. Du vil dagligt – underbevidst – blive mindet om dine mål. Plus at du vil opleve, at det også vil blive nemmere at finde en plan for at nå derhen.

Balancen mellem udfordrende og uopnåeligt
Dit mål bliver nødt til at være stort nok til, at det er en udfordring og tænder dig, men det skal være noget du kan. Noget du kan opnå – hvis du arbejder hårdt og organiseret for det. Målet for om 10 år må gerne være noget der er uopnåeligt nu. Men dine mål indenfor 1 år, skal være realistiske. Udfordrende og store, men opnåelige.

Positivitet
Det her var en gamechanger for mig! At tænke positivitet mere ind i mit liv. Aktiv positivitet.

I goalsettingen hjælper det, først og fremmest ved at blive indarbejdet både i måden du italesætter dine mål: “jeg gider ikke være ‘flad’, og bagud på alle regninger mere.” vs. “jeg ønsker økonomisk uafhængighed, stabilitet, og mulighed for at kunne gøre lige hvad jeg vil!”. Den sidste er fokuserende på en positiv fremtid, og alt det gode der kommer, hvis jeg fuldføre mine tiltag. Den anden minder dig om en ubehagelig og håbløs fortid og nutid. Hvilken af de to formuleringer tror du motiverer din hjerne mest?:) Din goalsetting skal være fuld af skønne positive, opmuntrende, og inspirerende sætninger, så arbejdet med dine mål bliver en behagelig og meningsfuld tid. På den måde bliver du din egen cheerleader (et kraftfuldt redskab), og får gjort arbejdet lettere.
Men udover den positive notering i din goalsetting, vil jeg generelt have, at du indgår en pagt med dig selv – du skal tale pænt til dig selv!
Du skal tale til dig selv, som du ville til en veninde du holder af. Kontruktivt, opmuntrende og positivt. Istedet for “hvor er jeg dum, jeg ikke har fået løst den opgave! Typisk mig!”, så sig i stedet “jeg har ikke fået prioriteret tid nok til at løse opgaven. Hvordan arbejder jeg mig ud af denne situation, og får frigjort noget tid, så jeg kan sparke røv og komme tilbage på sporet igen?”.

Goalsetting skal være en positiv begivenhed. En mulighed for dig, til at arbejde på dig selv, og til at opnå og få skabt fokus på netop dine drømme og mål i livet.

 

Rigtig god fornøjelse med denne øvelse!

 

Kram Julie

 

PS: Lad os vide om vi skal lave en video-tutorial af goalsetting for endnu mere uddybning.

 

 

2 replies
  1. Hanne Kristensen
    Hanne Kristensen says:

    Lige præcis dette emne har jeg bedt om for nogle måneder tilbage. Så fedt og brugbart og der er allerede købt en lille notesbog til formålet<3 Tak og god sommer😘

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *